Einen hervorragenden Beitrag zum Thema gibt es beim Nachtwächter:
Warnung vor Chrome

Offentlig eller privat virksomhed?

Odense Universitetsfolkene Kjeld Møller (født 1949) og Jørn Henrik Petersen (født 1944) har på Berlingske Forlag udsendt bogen ”Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?”.

De ca. 200 siders analyser fører til, at demokratiet i den eksisterende form ikke kan løse de samfundsøkonomiske opgaver.

Desværre er der umådelig megen logik og realitetssans i betragtningerne.

Bogen skæmmes af forfatternes tilbøjelighed til at bruge fremmedord, men hvis man ikke lader sig forskrække heraf, kan den anbefales til nærmere studium for alle, som vil og tør se ikke almindeligt anerkendte sandheder i øjnene.

Et af de emner, hvor forfatterne supplere det hidtil foreliggende Fremskridtsmateriale, angår offentlige virksomheder. I Askjærs erhvervs politiske oplæg i nr. 13 side 11 var der jo kun plads til en kort angivelse af Fremskridtssynspunktet på det område.

Selvom lidt blev føjet til på side 24 i nr. 13, kan det være naturligt fra bogen at citere følgende uddybning:

1. Hovedparten af indtægterne stammer ikke fra salg af ydelser.

2. De ansatte kan ikke drage direkte fordel af en mulig forskel mellem indtægter (budget) og omkostninger.

3. Der produceres oftest personlige tjenesteydelser, d.v.s. produktionen bygger på en menneskelig kontakt, hvis formål er gennem menneskelig indsats at hjælpe, det viser sig som lærer, læge, socialrådgiver eller børnepædagog.

4. Institutionen har ofte et effektivt monopol på produktionen af de pågældende ydelser.

Der eksisterer således ikke et marked i traditionel forstand. Dermed er den direkte forbindelse mellem de producerende ydelser og brugernes vurdering af disse blevet afbrudt. Det er de politiske myndigheder, der efterspørger på borgernes vegne via deres bevillinger til de producerende enheder.

Den ”politiske efterspørgselskurve” er ikke konkret på samme måde som den efterspørgselskurve, virksomheden står overfor. Det er en kurve, som kun eksisterer i budgetprocessen.

”Institutionsegoismen” betyder, at institutionen søger at opnå det størst mulige budget. Institutionslederne vurderes ofte ud fra deres evner til at ekspandere institutionen. Dette succeskriterium skyldes igen, at ekspansion set fra personalets synspunkt er ensbetydende med muligheder for forfremmelse og/eller opnormering af stillinger.

Et større budget kan omsættes til fordele for personalet i form af højere løn, færre klienter pr. ansat, færre elever i klasserne o.s.v. Det har kun en mening at udvise en adfærd, hvor omkostningerne ved at et givet produktions- og serviceniveau gøres så små som muligt, hvis den derved opnåede gevinst tilfalder institutionen. Dette er ikke tilfældet, idet ikke opbrugte bevillinger som hovedregel går tilbage til bevillingsgiveren. Der er således ikke nogen incitament til omkostningsminimering svarende til overskudsincitamentet i den private virksomhed.

Bag omkostningerne ligger en bestemt ”teknologi”. Denne viden er oftest monopoliseret i institutionerne. Den kan derfor bruges ved argumentationen for budgetforøgelser. På et sådant fagligt-teknisk område er det selvsagt vanskeligt for den politiske modpart i budgetprocessen at finde modargumenter. Institutionernes såkaldte ”ekspertvælde” dækker bl.a. over, at institutionsmonopolet hævder at have fuld viden. En øget omkostningsbevidsthed vil enten medføre, at velerhvervede rettigheder gradvis vil forsvinde, eller at det vil blive vanskeligere at opnå nye rettigheder i form af bedre arbejdsbetingelser.

Flere offentligt ansatte avler endnu flere offentligt ansatte

Den voksende gruppe af offentligt ansatte forstærker gennem deres stemmeafgivelse yderligere væksten ved at stemme på politikere med en positiv holdning til en voksende offentlig sektor.

Også brugergrupper kan spille en betydelig rolle. De søger at overbevise politikerne om, at der er en større efterspørgsel, end politikerne hidtil har troet.

Når der kontrolleres for forskelle mellem institutionerne i offentligt og privat regi, gælder det, at den offentlige produktion i gennemsnit er væsentligt mere ressourcekrævende end den tilsvarende produktion i den private sektor.

Som eksempel kan betragtes en australsk undersøgelse af to luftfartsselskaber, hvor det ene fungerer i offentligt regi og det andet i privat. De to selskaber er underlagt en række fælles restriktioner m.h.t. hvilke lufthavne, der skal beflyves, hvilke flytyper, der skal benyttes o.s.v. De ligner således hinanden m.h.t. produktionsapparatet og serviceydelser.

I undersøgelsen blev det påvist, at det private selskab transporterede 104% mere fragt og post pr. mandtime og 22% flere passagerer pr. mandtime end det tilsvarende offentlige selskab. Mange andre eksempler kunne være nævnt.

Mogens Glistrup

Den offentlige sektor år 2000

Finansministeriet har udgivet en moderniseringsredegørelse ved navn "Den offentlige sektor år 2000", hvori beskrives en offentlig sektor som regeringen (V og K) kunne forestille sig den. Kim Behnke gennemgår her redegørelsen:

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er en flot overskrift, man har valgt; ikke sådan rent opsætningsmæssigt, men vi har jo tidligere fået disse moderniseringsredegørelser, som blot gjaldt for et enkelt år frem. Denne gang har finansministeren (Henning Dyremose, C, red) i sandhed taget munden fuld: Nu skal det gælde helt frem til år 2000.

Derfor var det med overordentlig stor spænding, at jeg satte mig til at læse redegørelsen 4-5 dage efter, at pressen havde fået den og haft anledning til at kommentere den. Men jeg synes nok, at i betragtning af de store overskrifter er det er et meget magert resultat, man er kommet frem til. Ser man bagerst i bogen, i selve handlingsdelen, side 4, vil man kunne konstatere, at finansministeren under overskrifterne "Større regelfrihed" og "Måling af regelmassen" konkluderer, at det, der skal ske, altså det, der nu skal være handlingen er: "Regeringen vil løbende måle den samlede regelmasse og udviklingen heri fordelt på ministerområder".

Jamen det gør man vel allerede i forvejen. Jeg ser ikke megen handling og aktivitet i den halvanden sætning. Jeg synes, at det er alt, alt for upræcist og alt for tyndt, og da i allerhøjeste grad, hvis det er noget, der skal være gældende for den offentlige sektors udvikling helt frem til år 2000.

Jeg mener også, der er nogle punkter, hvor man fra finansministerens side fuldstændig undlader at få ind og debattere. Det drejer sig om spørgsmålet om den offentlige sektors egentlige størrelse og spørgsmålet om antallet af offentligr ansatte. Jeg noterede mig da, at man fra Socialdemokratiets side glædede sig over, at regeringen var holdt op med at markere det synspunkt, at den offentlige sektor hvert år skulle reduceres med 10.000 ansatte. Vi glæder os ikke over, at man er holdt op med at markere det synspunkt.

Mislykket politik
Rent faktisk må vi i dag - her i 1991 - konkludere, at den politik, man fra Venstres og de Konservatives side, som primus motor i regeringerne siden 1982, har lagt for dagen, er slået fejl. Man har haft en politik, der gik ud på, at hvis den bare sørgede for, at den offentlige sektor ikke voksede mere, håbede man på, at en ekspansion i den private sektor ville overhale den offentlige sektor procentvis mindre, end den var i 1982. Det er ikke sket; den offentlige sektor er vokset. Ikke kun inden for staten, men i sandhed også inden for kommunerne og amterne er sektoren vokset kraftigt siden 1982, hvad angår både udgifter og antal af personer, der er ansat dér.

Og hvad så med den private sektor, den, der skulle have ekspanderet Danmark ud af problemerne? Ja, det er jo desværre heller ikke blevet til noget. Tværtimod må man ud fra de årlige opgørelser fra de forskellige arbejdsgiverforeninger o.s.v. konkludere, at antallet af beskæftigede er faldende, antallet af virksomheder, der går konkurs, er stigende o.s.v., alt i alt noget, der tyder på, at der bestemt ikke er tale om ekspansion, men tværtimod det modsatte.

Det afspejler sig selvfølgelig også i de årlige finanslove. Man må konstatere, at indtægterne falder og udgifterne stiger. Indtægterne falder, fordi der omsættes færre penge i samfundet. Punktafgifter, moms, indkomstskatter, disse indtægter falder, fordi der er mindre omsætning. Det er bestemt ikke tegn på sundhed i den private sektor. Og omvendt kræver de mange ekstra arbejdsløse, at der bliver udbetalt flere dagpenge eller højere bistandshjælp. Lige i øjeblikket kan finansministeren med rædsel konstatere, at også finansloven for 1991 skrider med en 5 milliarder kroners penge, og det undskylder man så med, at man har større arbejdsløshed, som har kostet et par milliarder kroner, og at man ikke har kunnet indhente nogle besparelser på sundhedsområdet.

Men det er alt sammen symptombehandling. Årsagen er der ingen, der tør gøre noget ved. Og årsagen ligger i det, som jeg mener er en væsentlig mangel, nemlig at man ikke længere tør promovere det synspunkt - jeg er tilsyneladende den eneste, der repræsenterer det - at den offentlige sektor er alt for stor; der er for mange offentligt ansatte, og der er for mange aktiviteter, som efter salamimetoden systematisk op gennem 1960´erne og 1970´erne er overført, er stjålet, er nationaliseret fra den private sektor. Konsekvensen af det er, at vi har fået en stor arbejdsløshed, men hvad værre er: Vi har en statsgældsætning ud over alle rimelige grænser. Når 1991 går på hæld, vil finansministeren tælle sammen og kunne kolkludere, at der efterhånden skal en stor regnemaskine til. Næste år skal der et ciffer mere på, fordi det er ved for alvor, at løbe løbsk, også med rentebetalingerne, som følge af den store gældsætning. 510 milliarder kroner vil statens samlede gæld være, når vi runder dette år, og det betyder, at der skal betales ca. 60 milliarder kr. i renter.

Det er ganske enkelt forrykt. Tænk, hvis man gjorde op, hvad hver enkelt skatteyder kunne spare i skatter og afgifter, hvis man ikke skulle afregne de 60 milliarder kr. Det er en politisk uforskammethed, som nogle vælgere forhåbentlig, på et eller andet tidspunkt, reagerer kraftigt over for.

Konkurrenceforvridning
Vi må med det samme erklære os utilfredse med og som modstandere af nogle af de synspunkter, der lægges for dagen i redegørelsen. Det samarbejde, man taler om, mellem offentlig og privat sektor, lyder så flot: Det må ikke være konkurrenceforvridende o.s.v. Men ethvert samarbejde mellem offentlig og privat sektor har en konkurrenceforvridende virkning, fordi samarbejdet betyder, at der udnyttes offentlige ressourcer, som skattefinansieres af andre dele af af den private sektor, end dem, der nyder godt af tilskuddene eller joint venture-samarbejdet eller hvad man ellers udnævner det til. Og de andre, som betaler den skatteregning, får deres konkurrenceevne forringet. Det kan godt være, det er en gartner, der går nedenom og hjem, fordi kommunen går sammen med et firma om at lave sociale eksperimenter eller eksport til udlandet af social viden. Så kan man sige: Jamen gartneren får da ingen direkte konkurrence af, at man foretager social eksport. Næh, men gartneren får en større skatteregning, og derfor får han ødelagt sin konkurrenceevne.

Man vil lempe en hel del på bevillingskontrollen, og det er heller ikke noget, vi bryder os om. Vi er meget opmærksomme på den glidning, der sker i disse år, hvor man i stigende grad laver nettostyring af tingene, klumper kontiene sammen på finansloven og siger, at det må de selv bestemme ude i de enkelte styrelser og direktorater o.s.v. Det er vi ikke tilhængere af, idet Folketinget mister den bevilingskontrol, som det bør have.

Man giver endog den begrundelse for det, at det har været en succes med de aftaler, man har haft med kommunerne. Jeg er glad for, at indenrigsministeren (Thor Pedersen, V, red) er til stede, for netop i disse dage offentliggør man disse kæmpemilliardbeløb, som kommunerne skal tilbagebetale til staten. Jeg synes ikke, det i sig selv vidner om, at det har været et frugtbart samarbejde. Oven i købet har vi fået offentliggjort tal om, at man i kommunerne har anvendt eller båndlagt 3 mia. kr., som ellers er penge, der skulle have været anvendt inden for forsyningsvirksomheden.

Nedprioterer de vigtige emner
I det hele taget mener vi, at der er mange steder, hvor man nedtoner de rigtige synspunkter og gør for lidt ud af at beskrive de gode ting, og jeg synes, det er en god idé at fortsætte med krav om produktivitetsforbedringer, og vi synes, det er en god idé, at man vil formindske den centrale administation, og at vi selvfølgelig også synes, at det er en god idé at indføre disse såkaldte markedsmodeller inden for skoler, daginstitutioner, sygehuse o.s.v.

Men - og det har jeg en bemærkning til, for det er også beskrevet et andet sted - det kan ikke nytte noget at tro, at det at indføre de markedsmodeller i sig selv er særlig værdifuldt. Der skal samtidig ske det, at det offentliges monopol på f.eks. at drive daginstitutioner, det offentliges monopol inden for sundhedssektoren og det offentliges monopol inden for skolevæsenet bliver nedbrudt, så forbrugerne får et reelt alternativ, så forbrugerne får en reel valgmulighed. Er det tilfældet, vil vi fuldt ud være med til at støtte de ting.

Endelig vil jeg sige lidt om privatiseringer. Det synes jeg har fået en alt, alt for svag formulering denne gang, og jeg noterede mig også, at den konservative ordfører sagde, at der kun skal privatiseres, hvis der er særlig tungtvejende argumenter for det. Nej, der er to meget væsentlige grunde til, at vi skal privatisere:

Den første er, at man på den måde kan overføre aktiviteter, som i dag foregår i den offentlige sektor, til fortsat at eksistere, men på private, kommercielle vilkår. Den anden, men desværre mindst lige så vigtige, er den rent fiskale grund. I dag kan vi konstatere, at hvis de betydelige milliardforpligtelser, staten har, skal indfries ved hjælp af højere skatter, vil der sikkert blive oprør her i landet. Derfor er privatiseringer med ekstraordinære indtægter en god måde at skaffe dækning på til at få afdraget på statens gæld.

Kim Behnke

Folketingsgruppens dagbog 31. januar 1980

Det danske statsfjernsynsmonopol har udviklet sig i ulykkelig retning til et slapt, ensidigt indoktrineringsforetagende. Det kan ikke blive værre ved at blive loppet op af et privat TV-2, selv om det danske sprogområde under alle omstændigheder er for lille til, at vi kan få virkelig kvalitetsfjernsyn, som man for eksempel kender det i USA.

Det blev der spundet lange ender om i Folketinget, men disse debatter har et uvirkelighedens skær, siden Anker Jørgensen steg så højt op den 15. februar 1977. Siden har der ikke i Folketinget været skygge af chance for at få et rimeligt, alsidigt og tolerant radio/fjernsyn-foretagende i Danmark.

Og når Ankersygdommen er overstået, vil de ydre forhold med satellithurtigudviklingen være så fundamentalt ændrede, at debatter nu sker med afgørende ubekendte.

Skade, at Nathalie Lind, dengang tid var fra 1973-1977, hindrede Venstre i at være med i et flertal om et ordentligt dansk fjernsyn og en tålelig dansk radio.

Mogens Glistrup

P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV

Z-gruppeformanden utilfreds med regeringens holdning i to fjernsynsspørgsmål

- Er det virkelig, hvad man i regeringen (V, C, CD og KrF, red) opfatter som frihed til selv at vælge?

Spørgsmålet kommer fra gruppeformand Helge Dohrmann og gælder regeringen Schlüters afvisende holdning overfor landets mange antenneforeninger til, via parabolantenner, selv at kunne hente udenlandske fjernsynsprogrammer ned.

- Hvorfor i alverden mener regeringen dog, at Post- & Telegrafvæsenet skal have monopol på det. Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?

En tro kopi
Også med hensyn til regeringens nyeste holdning til spørgsmålet om TV 2 er Dohrmann utilfreds.

- Resultatet af en beslutning om at etablere et TV 2 uden reklamer bliver let, at vi blot får en ny fjernsynskanal, der bliver en tro kopi af den vi kender alt for godt, uden nogen form for konkurrence og hvor licensen stiger til det dobbelte.

I disse spørgsmål går regeringen efter min opfattelse socialisternes ærinde, slutter Z-gruppeformanden.

Pressemeddelse fra Z-gruppeformand Helge Dohrmann

Pharmakonzerne die Forschung, die sie finanzieren oder bezuschussen, nicht nach den Erfolgsaussichten für die Patienten, sondern für die Aktionäre auswählen. Und Medikamente, die schon länger auf dem Markt sind, versprechen keine Monopolrenditen mehr – auch wenn sie wirken.

Dies rührt daher, dass Pharmakonzernen früher großzügige Monopolrechte eingeräumt wurden, um die Erforschung neuer Medikamente finanziell interessant zu machen. Allerdings schlägt dies bei am Markt etablierten Medikamenten, bei denen das Patent abgelaufen ist, negativ zu buche, lässt sich hier das Monopolrecht nicht mehr nutzen und kein Geld mehr verdienen.
Den kompletten Artikel von Peter Mühlbauer findet man hier.

Zu den wichtigsten Ursachen der Energieverschwendung gehört, dass die Preise für Strom immer noch staatlich (und für verschiedene Kategorien von Abnehmern sehr unterschiedlich) festgesetzt werden. Sie setzen nicht nur zu wenig Anreize zum Energiesparen, weil sie zu günstig sind, sondern es kommt immer wieder zu Preisverzerrungen, welche den Energielieferanten jede Motivation zur Produktion nehmen. Die weltweiten Rohstoffpreiserhöhungen und die Schliessung von gefährlichen Kohleminen in China haben seit Jahresanfang zu einem Anstieg der Kohlepreise von bis zu 80 % geführt. Rund drei Viertel aller Elektrizität wird im Reich der Mitte mit Kohle produziert. Je mehr nun die Werke Strom generieren, indem sie frei eingekaufte Kohle verbrennen, umso grösser werden ihre Verluste.

Die chinesischen Behörden haben zwar im Juni einer Strompreiserhöhung von im Schnitt rund 5 % zugestimmt, doch reicht dies lange nicht aus, um den Anstieg der Kohlepreise auszugleichen.

Die Reform- und Entwicklungskommission (das ehemalige Planungsministerium), welche im Wesentlichen für die Energiepreispolitik zuständig ist, hat derweil begonnen, Höchstpreise für Kohlelieferungen an Stromwerke festzusetzen. Wo diese durchgesetzt werden, nehmen sie den Kohleproduzenten die Anreize, Kraftwerke zu beliefern. Prompt mahnt nun die Reform- und Entwicklungskommission, dass bei vielen Stromproduzenten die Kohlevorräte in den letzten Wochen unter ein kritisches Niveau gefallen seien, und hält fest, dass dringend wieder mehr Kohle produziert werden müsse.

Statt das grundsätzliche Energieproblem mit marktwirtschaftlichen Methoden anzugehen, scheinen Chinas Energiepolitiker derzeit trotz allem guten Willen dieses mit willkürlichen, marktwidrigen Massnahmen eher noch zu verschlimmern.

Quelle: NZZ Online, 14.0808

JCDecauxtavlan på bilden har inget med artikeln att göra.

För Sverige är verkligen ett jättekonstigt land. Fråga bara någon som inte växt upp här. Och om man ska vara lite självkritisk finns det kanske fog för den uppfattningen. Allt som är allmänfarligt har reglerats genom statliga monopol och detta bestämdes av det förhärskande partiet för länge sedan. Utan att närmare snubbla över pillerburkar, buteljer och knastertorra TV-dokumentärer kan man konstatera att även spel hör till dessa slutna näringar, ja svenska spel alltså. Gemensamt för dessa är ofta att de dras med lite egendomlig reklam. Lite myndig, moraliserande men ändå samtidigt pratig och inställsam, feelgoodpropaganda liksom. Gör som du blir tillsagd, för då mår du bättre. Systembolaget har ett gediget track record av den här sortens kampanjer och i viss mån även Apoteket. Men på något sätt tycker jag att dessa bolag håller ihop säcken ganska bra.

Ett annat monopol som inte lyckas riktigt så bra med kontinuiteten är det statliga spelmonopolet. Bara att det råder monopol på spel är egendomligt. Om det är folkhälsan som värnas spelar inte direkt de svenska spelen i samma division som spriten och pillren. Det är min personliga åsikt och jag kan garantera att jag delar den med många. Därför kan jag inte tänka mig att spelmonopolet har speciellt många försvarare om vi jämför med de tidigare två nämnda.  

Att bedriva försäljningsmonopol av allmänfarliga konsumentprodukter är en konst i sig. Man ska sälja, men får absolut inte uppmana till köp eller ökad konsumtion. Systembolaget har sedan urminnes tider kört med parollen: "Köp inte våra varor för guds skull. Men om du nödvändigtvis måste ha alkohol till varje pris är det bäst att köpa den av oss för då får vi in skattepengar till offren". Apoteket är inte lika tydliga i sin marknadsapproach, men man är väl ungefär av uppfattningen: "Det som inte passerar vår disk är antingen knark eller hokus pokus". Svenska Spel kan däremot inte anklagas för att hålla någon speciell linje och detta märks tydligt på reklamen, att även nivån på kampanjerna är gambling. Stundtals lysande kommunikation. Stundtals längst ned i hinken tillsammans med spyorna och de utslagna tänderna. Kan bero på att man jobbar med ungefär 200 reklambyråer.   

Kampanjplåstret "Spela lagom!" är en väldigt egendomlig detalj i Svenska Spelkampanjerna. Hela formatet pryds av ett innehåll och en utformning som bräker: "Spela och vinn mycket, titta här vilken skitstor lott, glass" o s v. Men längst upp i vänstra hörnet sitter en flik som säger "Spela lagom!". Vänta nu, är det inte något som krockar här? Någonting har blivit fundamentalt fel, kommunikativt. Man går aldrig ut och trummar upp ett budskap för att sedan jämka ned det. Inte i två annonser och absolut inte inom ramen av samma annons. Inte ens om tanken är god och överbeskyddande. Kanske finns det en politisk förklaring.

Hyfsat nyss var man ute och flaxade i branschmedia om att Svenska Spels marknadsföringspengar skulle användas i avskräckande syfte, precis som i vilken klassisk Systembolagskampanj som helst. Det vore inte konstigt om så skedde, utan snarare förväntat inom den statliga politiska korrektheten. Men. Nu är det så att jag misstänker att det hände något annat. Jag har på känn att någon blev lite lös i magen när denne såg de fagra marknadsföringspengarna rinna mellan fingrarna till miserabla avskräckningsfilmer med prudentlig tonalitet. Denne någon (eller någon annan någon i den förstes närhet) kom då på den fullständigt briljanta idén att lägga in en liten varningstext precis så som man gör med alkoholreklam och tobaksförpackningar. Alltså en tag som gör att de politiska målen om måttfullhet kommuniceras, att varningen finns med någonstans om det skulle komma eld ifrån obekvämt håll, samtidigt som man kan bomba på stortavlorna med lika täta intervaller. Riskminimering alltså. 

Smart. Men kommunikation funkar inte så. Kör du med två budskap, dessutom motstridiga, blir folk förvirrade. Förvirrade människor kommer inte ihåg reklam. Bortglömd reklam gör inte sitt jobb.

Åkte såklart med SJ idag då, hela 5 timmars resa med totalt 3 byten för att komma hem igen, faktiskt inte så segt när man åker första klass i princip hela vägen. Då är det bara att stoppa in strömkabeln till datorn (Finns el i första klass, yay!) och se på That 70's show hela vägen hem.

Tåget var självklart försenat, visserligen bara ca 20 minuter men ändå. Tycker deras återbetalningssystem är värdelöst. Varför ska jag som åker så långa resor stå ut med korta förseningar? Jag måste ha minst 1 timme försening för att få återbetalning vilket är fel.

En annan sak med SJ jag stör mig på är att när du väl har bokat 1:a klass så ska du ju åka första klass hela vägen. Ett av bytena innebar att jag var tvungen att åka ett pendeltåg där det inte finns platsreservationer, detta gör att man måste stressa in i tåget för att ens få en plats att sitta. Jag tycker att när man väl beställt en 1:a klass biljett så ska man få en bestämd sittplats och det i en speciell första klass avdelning som ska byggas in i varje pendeltåg. Vore riktigt bra!

SJ pratar på att de konkurrerar med bil, båt och flyg men det stämmer inte alls. De kan ju inte jämföra sig med andra transportsätt när det gäller konkurrens. De har ett monopol på järnvägen och försök inte säga någonting annat. I flyget så finns flera aktörer, SAS, Ryan Air osv. Via båt finns det flera konkurrerande bolag som Stena Line, Tallink m.fl. Även via väg så finns det både bil och buss. Men på tåg är det SJ som har monopol på de bästa sträckorna. Ändra detta!

Hvad der i mine øjne gør bogen (den er på 71 sider) så stærk er, at anbrebet fremføres i helt almindelige, standard-liberale termer: Det er med andre ord, ifgl. forfatteren, en krænkelse af menneskers ejendomsret, at de ikke må gøre "som de vil" med deres egen egendom, "bare fordi" en tredjemand har et patent på netop den handling.

Bogen er i særdeleshed interessant fordi, den indholdsmæssigt ligger noget fjernt fra, hvad opfattelsen af samme emne er hos Ayn Rand-tilhængere/Objektivister. Her er holdningen nemlig den, at ejendomsretten til en tanke er ligeså beskyttelsesværdig (af staten!), som ejendomsretten til løn, fortjenester, et jordlod eller en pistol. Jeg vil gå så langt som til at sige, at fordi denne bog indeholder en så bastant anden indgangsvinkel til emnet, en artiklen om samme emne i Rands Capitalism, desto mere er læsværdig.

Forfatterens argumenter er på overfladen rent rettighedsliberalistiske. Men kernen i argumenter er, når alt kommer til alt, rent faktisk så influerede af reale betragtninger og konsekvensovervejelser, at denne bog går rent ind hos mig.

I øvrigt har jeg lagt bogen ud på denne blog, så du kan hente den her :-) (Den kan (og bør) selvfølgelig hentes fra Mises Instituttes server: her er linket til den udgave :-D

P & T skal ikke have monopol på udenlandsk TV

Z-gruppeformanden utilfreds med regeringens holdning i to fjernsynsspørgsmål

- Er det virkelig, hvad man i regeringen (V, C, CD og KrF, red) opfatter som frihed til selv at vælge?

Spørgsmålet kommer fra gruppeformand Helge Dohrmann og gælder regeringen Schlüters (C) afvisende holdning overfor landets mange antenneforeninger til, via parabolantenner, selv at kunne hente udenlandske fjernsynsprogrammer ned.

- Hvorfor i alverden mener regeringen dog, at Post- & Telegrafvæsenet skal have monopol på det. Kan det virkelig være en borgerlig/liberal regerings holdning, at antenneforeninger og private ikke skal kunne drage fordel af tidens nye teknologiske muligheder?

En tro kopi
Også med hensyn til regeringens nyeste holdning til spørgsmålet om TV 2 er Dohrmann utilfreds.

- Resultatet af en beslutning om at etablere et TV 2 uden reklamer bliver let, at vi blot får en ny fjernsynskanal, der bliver en tro kopi af den vi kender alt for godt, uden nogen form for konkurrence og hvor licensen stiger til det dobbelte.

I disse spørgsmål går regeringen efter min opfattelse socialisternes ærinde, slutter Z-gruppeformanden.

Pressemeddelse fra Z-gruppeformand Helge Dohrmann

Det är sällan jag ser på TV3, Kanal 5 och andra kanaler med ständiga reklamavbrott numera. Ändå är jag snarare mer TV-bunden än jag var för 10 - 15 år sedan. Hur går detta ihop?

Jo jag hyr filmer från både Lovefilm och Cdon.com. Nya filmer kommer i brevlådan två gånger i veckan om jag skickar tillbaka de jag sett på onsdags- och söndagskvällar. (För att undvika missförstånd måste jag säga att Lovefilm trots sitt namn hyr ut normala filmer, inte porrfilmer. Jag undrar varför de valde att kalla sig för Lovefilm??)

Det är mest TV-serier jag hyr, och nu börjar tyvärr börjar de bra serierna ta slut. Jag har säkert sett alla säsonger av ett 30-tal TV-serier vid det här laget. Sedan finns det mellan 10 och 15 TV-serier där man inte kan hyra alla säsonger som spelats in. Det händer att filmuthyrarna saknar de första säsongerna. När det gäller serien Sopranos kan man av nån anledning bara hyra säsong 6. Vet inte vad det beror på.

Varför får man inte hyra en TV-serie förrän reklam-TV visat den färdigt?

En sak har jag i alla fall lärt mig. Det går inte att hyra eller köpa någon svensktextad säsong av en TV-serie förrän den kanal som misshandlar serien har sänt säsongen färdigt. Beror detta på något slags bestämmelse? Eller är Lovefilm och CDon.com helt enkelt bara snälla mot TV-kanalerna.

Jag ska ge ett exempel på detta. Den bästa serien, alla kategorier, som sänds i svensk TV är Battlestar Galactica. Både när det gäller tittarsiffror och positiv kritik har Battlestar Galactica slagit alla rekord. Utomlands alltså. För i Sverige finns det knappt någon som hört talas om denna drama-, action- och science fiction-serie. Och det är inte så konstigt eftersom Kanal 5 (som borde låtit någon annan kanal köpa in serien) sänt den mitt i natten vid olika klockslag varje vecka. Jag har tvingats köpa de tre första säsongerna, men kan inte köpa eller hyra den fjärde förrän Kanal 5 behagar visa den.

Ytterligare ett exempel på misshandel av en TV-serie är CSI. Kanal 5 sänder olika säsonger av CSI: Las Vegas, CSI: Miami och CSI: NY för tillfället, och programinfon i tidningar och på Internet är så knapphändig och kryptisk att det är jättesvårt att hitta sändningstiderna för rätt säsong av den serie man vill se. Att informationen är dålig i pressen är inte tidningarnas fel; dessa klistrar bara in den programinformation som de får via mejlutskick av kanalerna eller deras gemensamma bolag. Det innebär att om det saknas uppgifter om vilket avsnitt det är i din tidning, så är det likadant i varenda tidning i landet.

Jag retar mig inte bara på att jag inte kan hyra en TV-serie innan reklamkanalen har visat den färdigt. Jag avskyr givetvis dessa reklamavbrott – som bara verkar bli längre och längre – och som gör att man tappar tråden eller de känslor som en TV-serie eller en långfilm ger. Jag avskyr de metoder kanalerna använder för att tittaren inte ska missa reklamen, t.ex. att ha mycket högre ljud i reklaminslagen än i de ordinarie programmen. Sitter man och håller på att somna framför teven vid 23-tiden och har lågt ljud på för att inte barnen ska vakna så vaknar definitivt hela familjen när reklamavbrottet kommer och vrålar ut sina budskap. Borde det inte finnas någon lag som förbjuder sådant?

Jag retar mig mest på att den skräpkanal som köpt in min favoritserie gör allt för att jag ska missa ett avsnitt här och där. Exemplet nedan handlar om sändningstiderna i Kanal 5 beträffande CSI: Las Vegas, säsong 7:

Måndag: 23.30 - 00.30
Tisdag: 00.10 - 01.10
Onsdag: 23.25 - 00.25
Torsdag: 00.10 - 01.10
Fredag: 23.30 - 00.25

Inte lätt att programmera DVD:n på inspelning här inte.

Varför finns det TV-kanaler överhuvudtaget? Det skulle funka bättre om ett antal programinköpare lade TV-serierna och filmerna i en jättestor korg som svenska folket kunde ladda hem det de önskar ur. Då skulle man dels slippa allt tramsande och flamsande från programledarnas sida för att folk inte ska byta kanal under reklampausen, och dessutom kunna se alla avsnitt som spelats in av serien Vänner under en regnig sommarvecka.